Krogsbølle Kirke.
Af Krogsbølle kirkes historie.

Tekst: Viggo Juhl Hansen.

Krogsbølle sogn er det nordligste sogn på Fyn. Af egnens mange sogne, er det nok også sognet med den mest brogede kirkebygningshistorie, idet der i tidens løb har eksisteret ikke mindre end 5 kirkebygninger, nemlig 1 i Agernæs, 2 i og ved Kørup og 2 i Krogsbølle.

Omkring 1500-tallet var der 3 kirker i sognet: Agernæs, Kørup og Hundstrup kirke, der skiftevis har været annekskirke til de 2 første – medens præstegården gennem hele tiden lå i Agernæs.

Ved kongebrev af 9. januar 1555 blev Kørup kirke befalet nedbrudt og sognefolket henvist til Agernæs. Derefter blev den store kirke ved Kørup bygget, og den eksisterede indtil omkring 1870, hvor den var ”aldeles ruineret og for en del nedfalden”. Af denne store og flotte kirke findes i dag kun rester af fundamentet tilbage.

Agernæs kirke(viet til Vor Frue) har haft en omtumlet tilværelse: fra kirke til bedehus og atter til kirke, for til sidst at forfalde totalt. Af denne kirke findes intet levn af bygningerne, men i Agernæs kan man dog se rester af kampestensmuren omkring kirkegården. 

Som ovenfor nævnt hed sognet og kirken oprindeligt Hundstrup. Hunn er et oldnordisk mandsnavn, og gravhøjen over denne Hunn har muligvis ligget på den nuværende præstegårdsmark, som blev solgt til kommunen, men da der i området også andre steder findes spor af begravelser, er dette kun gætværk.

Endnu i 1400 nævnes lokaliteten som Hunstrop. Den første kirke, der bærer navnet Hundstrup kirke, har formodentlig, som mange af Danmarks første kirker, været af træ, og den skal have ligget på Hunnshøj- måske lidt syd for den nuværende kirkebygning. Imidlertid nedbrændte både landsbyen og kirken, og denne blev så flyttet til sin nuværende plads. I 1781 forenes Kørup og Hundstrup menigheder til ét sogn med Krogsbølle kirke som sognekirke, og navnet Krogsbølle har efterhånden vundet almindelig hævd.

Navnet Krogsbølle træffes først i 1409 som Krogsbolæ. Bolæ betyder bolig, og Krog=Krokr er et mandsnavn. I 1428 skrives det Kroghsbøle og i 1431 som Kroxbole. Det var muligvis været en gård, der har givet navn til kirken, idet ridder Bjørn Olufsen i 1409 omtales som ejer af ”den gaard Krogsbolæ”

Den nuværende kirkes ældste dele stammer fra den store kirkebygningstid omkring 1200-tallet. Den er delvis bygget af tilhugne -flere steder dobbeltprofilerede – granitkvadre, og den oprindelige byggestil har været den romanske. I korets nord- og sydsider ses nu tilmurede romanske vinduer. I øvrigt er der hist og her i kirkens mure indsat tilfældigt anbragte tilhuggede kvadre. Kirken er oprindeligt indviet til Sankt Nikolaus, sømændenes skytsengel, noget der kan skyldes den nære beliggenhed ved havet, hvilket formodentlig også har betydet, at den har været brugt som vartegn for skibsfarten – måske især i den tid, da Bogense var overfartsbyen til Jylland.

I 1589 skriver daværende biskop, Jakob Madsen, i sin visitatsbog om kirken, at den har et tårn, der er tegltækt, resten med bly, og at det regner ned i tårnet. I tårnrummet er et fjæleloft af fyr, 4 hvælvninger, 2 klokker og skønne nye stole af fyr. På karlestolene stod der M.P. (Mourits Podebusk), og på kvindestolene M.S. (Magdalene Sehested). Derimod er biskoppen ikke begejstret for altertavlen, som er en slem gammel tavle, men prædikestolen var smuk. På det tidspunkt var der en gammel blå fløjlsmessehagel, som senere udskiftedes med en rød.  

Ved Jakob Madsens næste besøg i 1602 var der kommet en smuk tavle på alteret. Det er formodentlig den, der i en beskrivelse fra omkring 1706 omtales således: ”Altertavle af 3 Plader, på den øverste en Due med udslagne Vinger, på den mellemste Kristus korsfæstet med Jesu Moder, Maria, og Johannes ved korset og årstallet 1598”. Nederste plade var Kristus opstanden med sejrfane i hånden stående på gravstenen. Der var inskriptioner på begge sider af altertavlen: på den ene side Fadervor og på den anden nadverindstiftelsesordene. Prædikestolen stod på det tidspunkt ”midt på kirkegulvet” og skilte derved kor og skib. Den har formodentlig stået i siden af koråbningen. Da prædikestolen var skænket af ovennævnte ejere af Kørup, bar den også deres initialer: M.P.B. og F.M.S. (F=frau). Fra 1592 stammer den kalk og ”brikke”, der stadig bruges ved altergang, den bærer initialerne: K.P.S. (Klaus Podebusk) og S.V.S. (Sophie Ulfsstrand). Sølvdåbskanden, der har afløst den oprindelige tinkande, som stadig findes i kirken, er skænket i 1932 af den sidste grevinde af Petersdorff. Den indvendigt forgyldte alterkande er skænket til kirken af Joakim Godske Moltke fra Egebjerggård i 1788.

I 1839 – muligvis tidligere – er det oprindelige tårn blevet nedrevet til taghøjde, og i dette år påbegyndtes en større restaurering af kirken af kirkeejeren, greve Gregers Petersdorff fra Einsidelsborg (Egebjerggård). Tårnet blev opmuret fra grunden op ad den oprindelige vestgavl, og der blev i indgangen indrettet våbenhus (som alle andre kirker havde også denne kirke tidligere en sydlig indgang for mændene og en nordlig for kvinderne).  Der kom et nyt alter og altertavle: Kristus i Getsemane have. Der kom en ny prædikestol, nye lukkede stole og pulpitur i vestenden af kirken. Endvidere blev midtergangen belagt med fliser. Denne restaurerede kirke blev indviet 1. søndag efter påske 1841.

I 1846 kom den nuværende altertavle til – skænket af greve Ulrik Petersdorff, og det nye alter var prydet foran med rødt fløjl med troens, håbets og kærlighedens symboler. Alterbilledet er malet af en ukendt kunstner, om hvem det kun vides, at han hed Andersen.  Det af orgelbygger P.U.F. Demant i 1845 byggede orgel blev skænket af samme greve. Orgelet har 5 stemmer på ét manual med toneomfanget C-c’’’. Dispositionen er Fugara 8’, Tectus 8’, Principal 4’, Fløjte 4’, Octav 2’. Ved en restaurering af orgelet i 1971 fandt orgelbygger Walther Frobenius følgende indskrift i vindladen: ”Dette Orgel byggedes i 1845 af min afdøde Fader i Dalum Mølle. Ombyggedes 1874 bibeholdt Orgelhus, Klaviatur og Tectus 8’, Fløjte 4’. Aarhus d. 19. Mai 1874, J.A. Demant”.

Den gamle trædebælg fra 1845, der har sørget for orgelets luftforsyning indtil 1951, kan stadig ses på loftet over våbenhuset.

Den 26. juni 1932 skænkede lensgrevinde Jeromia Petersdorff (født Bille Brahe Selby) kirken en smuk sølvdåbskande i anledning af 100-årsdagen for hendes mands, lensgreve Christian Alexander Petersdorff’s fødsel. På kirkegården findes gravstederne over disse og flere andre af Egebjerggårds (Einsidelsborgs) tidligere ejere.

Kirkens døbefont er formodentlig den originale fra ca. 1200.

I 1938 gennemgik kirken på ny en restaurering, hvorved det meget smukke krucifiks, der stammer fra den nedrevne Kørup kirke, blev restaureret af Nationalmuseet, og derpå hængt i koret. Prædikestol og stolestader blev malet med Petersdorff’ernes våbenfarver: rød, blå og gylden. Altertæppet med juleroser, påskeliljer og pinseliljer blev syet af damer fra sognet.

I 1958 gennemgik kirken den sidste restaurering. Det smukke krucifiks blev flyttet ned over døbefonten, gipsrelieffet af Hans Tausen (skænket til kirken i 1896) blev flyttet fra korbuen til sin nuværende plads nederst i kirken og prædikestolen, der hidtil havde været betrukket med rødt fløjl, blev forsynet med et ”læn” af massivt egetræ og flyttet hen på sin nuværende plads. Såvel prædikestol som alterskranke og altertavlens ”udenomsværker” blev restaureret af sagkyndige fra Nationalmuseet. Et par år senere skænkede daværende godsejer Christensen, Egebjerggård, nye lysekroner til kirken.

I tårnet hænger i dag 2 klokker, men sådan har det ikke altid været, idet enkelte optegnelser til tider kun angiver 1 klokke. Den store klokke er ifølge den middelalderlatinske indskrift støbt til Jerne kirke ved Esbjerg i 1420. Man har gættet på, at den er havnet her, efter at den har været ”indsamlet” til kanonstøberi, men efter at krisen har været overstået, er den blevet solgt for højeste bud. Den lille klokke er støbt til Krogsbølle kirke i 1821. 

I 1975 fik kirken nye farver indvendig, idet både kirkestolene og pulpituret blev malet i deres nuværende farver (grønne og grå). På kirkestolenes ender var der 3 rosetter, alle malet i farverne rød, blå og gylden. Disse farver stammede fra Peterdorff’ernes våben (tidligere kirkeejere), de blev også malet over, men i 1991 blev rosetterne forgyldt og deres baggrund farvemæssig afstemt derefter.

Ved et kirkesyn i begyndelsen af 1950’erne blev det vedtaget at få nogle nye tavler til salmenumre. Der blev anskaffet nogle nye, hvor der også var plads til, at søndagens navn kunne indsættes. De gamle tavler blev sat op på kirkeloftet. Efter at have ligget på kirkeloftet i ca. 30 år blev de gamle nummertavler igen taget frem, og de blev restaureret, så det blev nemmere at indsætte salmernes numre, og ikke mindst blev de malet op med nye farver og forgyldning. Dette skete i 1987, og siden har de hængt på deres gamle pladser.